Kom til bog-debat i Tranquebar med journalist og forfatter Jakob Sorgenfri Kjær og professor i kommunikation og digital transformation Mikkel Flyverbom.
'Kig Op' er navnet på journalist Jakob Sorgenfri Kjærs debutbog om skærmen og skærmforbrug. Mennesket er blevet forandret af den digitale revolution, og mange af os føler, at telefonen slavebinder os. Jakob udforsker i Kig Op, hvordan teknologien har påvirket mennesket og samfundet: Vores forhold til hinanden, til vores børn, partner, os selv og vores sind. Undervejs præsenteres læseren for stribevis af tankevækkende studier og detaljer om mennesket og det digitale liv, vi fik. Personlige beretninger blandes med den nyeste viden fra hjerneforskere, psykologer, sociologer, dataloger, antropologer og historikere.
Til arrangementet vil I også møde Professor Mikkel Flyverbom, der udover at være ekspert i kommunikation og digital transformation, både er en del af regeringens dataetiske råd, bestyrelsesmedlem i Børns Vilkår og forperson i regeringens Techgigant-ekspertgruppe.
Billetten koster 50 kroner og bogen kan til arrangementet købes til en god pris. Der kan købes en kold øl eller et glas vin under arrangementet.