Dekameron –Giovanni Boccaccio

Året er 1348. Ti unge mennesker flygter fra pesten i Firenze og tager ophold på et landsted uden for byen. Her underholder de sig i ti dage med at fortælle hinanden historier. 

Det er disse i alt 100 historier, der udgør Dekameron – den første store samling fortællinger i moderne europæisk litteratur, skrevet på italiensk, hvilket i sig selv var usædvanligt for tiden, hvor alle bøger blevet skrevet på latin. ’Dekameron’ var derfor en folkelig bog, (og en munter bog) der gerne ville have mange til at læse med. I dag ville man kalde bogen for en novellesamling. I bogen finder man historier om kærlighed og venskab, om kløgt og dumhed, om bedrag og hævn. Historierne er kritiske overfor tidens samfundsstruktur (kirkens især), og har som vores folkeeventyr ofte en slags morale, der kan gøre læseren klogere på livet, på det at være menneske og på retten til at tænke egne tanker. Vores egen H.C. Andersen var også inspireret af Boccaccios historier, da han skrev sine eventyr.

Dekamerons fortællinger afspejler det tolvte og trettende århundredes italienske samfund og kultur. Boccaccio skildrer forskellige sociale klasser og karaktertyper, og hans beskrivelser af menneskers liv og handlinger giver et interessant indblik i datidens samfundsstrukturer. Samlingen af historier er især værdsat for sin rigdom af karakterer, sprogbrug og sociale observationer. De 100 historier udforsker komplekse spørgsmål om retfærdighed, loyalitet, bedrag og kærlighed, og bogen formår derved at afspejle moralens magt og mangfoldighed.

“Dekameron” er et billede af livet under middelalderens Italien, der afspejler ikke kun samfundets nuancer, men også menneskets indre konflikter mellem rigtigt og forkert. Bogen er en værdifuld skat for dem, der søger at forstå det komplekse samspil mellem litteratur, moral og menneskelig natur.